Bordeauxrøde biler og navlepilleri

I de sidste par uger, har mediebilledet været fyldt med heksejagten på en hvis ejer af en bordeauxrød bil. Denne nyhed har endda noget ud til mig til mig hvilket siger en del om hvor hed denne historie er i den mellemmenneskelige debat. Den pædofile mand, som stadig er på frifod, er i mediernes lys og i folkets munde blevet gjort til noget mere. I stedet for at forholde sig til de egentlige gerninger, gør medierne et nummer ud af at fremmedgøre og fjendtlig gøre denne mand. Og folk sluger det råt! Hvor ab surt det end må lyde elsker de det onde, det dumme og alle de andre dødsynder. Sager som denne har altid været behandlet i nyhederne, men tidligere med en anden tilgang. Før i tiden blev de behandlet som forbrydere, de blev fanget, sat for retten og dømt for deres ugerninger. I et samarbejde mellem medierne og befolkningen udråbes forbrydere, af denne karakter, til monstre. Denne udvikling hænger sammen reality-genrens opblomstring på tv og en øget dramatisering af mediebilledet. Der er ikke langt mellem at gøre en dum person til grin for befolkningen, og gøre en kriminel til et monster da det er samme følelser der vækkes frem i os seere. Som mennesker giver vi os nemlig lov til at stille os ukritisk over for os selv, ved synet af det hæslige. Derved bliver vi nemlig bekræftet i at vores egne værdier og præstationer utvetydigt er de bedste.