Hvorfor er der så meget reality-tv i fjernsynet. Der
eksisterer åbenbart en kæmpe folkeskære, som synes det er vildt fedt at høre
om, folk der går rundt og køber ”spændende” skråt, folk der fisker (efter tun),
folk der graver efter guld… I det hele taget folk der går rundt og foretager sig
ting, som egentligt er røvkedelige. Fair nok, de er squ ret store og
imponerende de tunfisk, når de bliver trukket op af vandet og vejet, men der er
jo ingen der, vil se afsnit efter afsnit, hvis det kun var synet af en fisk,
det handlede om. Programmet handler ikke kun om fisken, der er mere på spil. De
konflikter der finder sted mellem indbyrdes mellem individerne og de følelser
de udtrykker, det er hvad alle reality-programmer er bygget op om. Det folk
lader sig bespise med er intet andet end følelser. Men hvordan kan man det?
Især når det er så indlysende, hvor opstillede disse følelser så ofte er. Det
er jo ikke en dokumentar-genre, og de folk, der indgår, er også interesseret i
at lave interessant tv - at have alle de interessante følelser på ydersiden
hele tiden. Konstant bliver de udspurgt om, hvordan de følte i den situation,
så vi for serveret deres tanker og følelser sammen med billederne. Ren guf på
en ellers indholdsløs eftermiddag på sofaen foran fjernsynet. Men hvorfor?
Hvordan kan man bare acceptere de konstruerede situationer, acceptere det som
var det ægte? Hvorfor kan folk ikke gennemskue, at det bare er folk, der fanger
fisk?
3x-klamation! Helt i Brandes´ ånd skal vi diskutere, debattere og være kritiske...men på den fede måde! På denne blog skal vi skrive og kommentere. Rigtig god fornøjelse!
Kan godt se hvad du mener og jeg giver dig ret i det. Men hvis det er det folk de godt kan lide at bruge deres tid på (uanset hvor dumt det så end kan virke) så er det jo deres valg. Hvis det underholder dem så er det jo fint nok. Og hvem kan egentligt sige hvordan det er rigtig at bruge sin tid. Er det ikke op til den individuelle?
SvarSlet